GreenTec markerer jubilæum på Agritechnica

GreenTec markerer jubilæum på Agritechnica


På Agritechnica udstiller GreenTec maskine nummer 15.000, der er solgt fra virksomheden.

 

Siden starten i 1992 har GreenTec solgt 15.000 maskiner til landbruget og den grønne sektor fortrinsvis med navnet Spearhead. Virksomheden, der beskæftiger 25 medarbejdere, eksporterer nu til 15 lande.

 

Det er gået stærkt

- Vi har rundet 15.000 solgte maskiner. Det fortæller os, at kunderne køber løsninger, de er tilfredse med, konstaterer medejer Kim Brodersen.

Importen af Spearhead startede i 1992, og siden da er det gået stærkt for den danskejede virksomhed med hovedsæde i Kolding. Den fik nemlig også importen til en lang række andre lande i Europa.

- Desuden har vi gennem årene været meget aktive i udviklingen og produktionen af løsninger, hvilket for alvor har gjort vores maskiner populære i landbruget, hos kommuner, boligselskaber, lufthavne og i militæret, fortæller han.

 

Nummer 15.000

Agritechnica 2015 bliver 12. gang, at GreenTec er med på udstillingen i Hannover.

- I år har vi en stand på 275 kvadratmeter, og den vil være spækket med maskiner og personale, der kan betjene vores mange kunder fra hele Europa. Der vil selvfølgelig også være medarbejdere, der taler dansk, så vores danske kunder ikke behøver at tale et fremmedsprog, siger Kim Brodersen.

- Vores jubilæumsmaskine, som er en GreenTec HXF 3302 redskabsramme monteret med GreenTec LRS 2002 grensav, kan besigtiges på vores stand G07 i Hal 26 som en "speciel edition", fortæller han.

HXF 3302 redskabsrammen er specielt udviklet til montering på større frontlæssere, teleskoplæssere og gummigede. LRS 2002 grensaven har en arbejdsbredde på to meter og kan skære op til 16 centimeter tykke grene.

 

15 forhandlere

I 2014 valgte GreenTec at lave om på sin forhandlerstruktur i Danmark, så der blev færre men større forhandlere fordelt over hele landet.

- Der er 15 forhandlere, som alle har stor viden om vores løsninger, siger Kim Brodersen.

Forhandlerne bliver bakket op af et stort centralt reservedelslager i Kolding med 16.500 forskellige dele på lager.

Samme sted er der også et stort showroom, hvor man både kan se maskinerne og høre nærmere om dem.

Denne artikel blev udgivet d. 05-11 2015

Del denne side