GreenTec A/S har netop offentliggjort sit regnskab for 2024. Trods udfordringer i branchen har GreenTec opnået en rekordomsætning baseret på en vækst på hele 23%. Dertil en solid bundlinje på 6,2 mio. kr. før skat. Det er primært det danske og tyske marked der har skabt fremgangen, men også lande som Australien og USA er gået frem. Samlet set eksporteres 85% af virksomheden omsætning , hvor Tyskland traditionen tro er det største marked.
I 2024 har GreenTec A/S påbegyndt generationsskifte, hvor der er tilført nye kræfter til ejerkredsen og ledelsen. Mads Christensen, 27 år, indgik i ejerkredsen og tiltrådte som produktionschef i løbet af 2024 efter endt civilingeniøruddannelse. Ligeledes tiltrådte Henrik Bernth, 43, som administrerende direktør i 2024. Henrik har en stærk og solid kommerciel baggrund og en Executive MBA fra IMD i Schweiz. Dette understreger virksomhedens evne til at tilpasse og forny sig, samt forblive som en familieejet dansk virksomhed.
GreenTec A/S er en førende dansk producent af maskiner til vedligehold af grønne områder. Siden 1992, har GreenTec udviklet et meget bredt program af innovative maskiner til græs, hæk og hegnsklipning. Virksomheden arbejder målrettet med bæredygtighed igennem optimering af transportløsninger, lavere energiforbrug og udvikling i et enkelt og funktionelt design. Alle maskinerne produceres på fabrikken i Kolding med nære samarbejdspartnere.
Virksomheden takker sine medarbejdere, kunder, leverandører og øvrige samarbejdspartnere for deres støtte og ser frem til fortsat vækst og udvikling i de kommende år.